Klubnyheder

W1siziisijiwmtyvmtavmtcvohppazkxbmx2of9srknftgvhc2rlcmjvyxjklmpwzyjdxq?sha=4309b4388c5971fa

NYHEDSBREV NOVEMBER 2017

3. november 2017, 13.24

Kære alle i og omkring Rødovre HK 

Klubudviklingsdag
Lørdag d. 21. oktober afholdte vi klubudviklingsdagen med stor succes. Med mange fremmødte trænere, forældre og andre med relation til Rødovre HK, var det en dag sprængfyldt med gode idéer. Fokus var rettet mod, hvor vi gerne vil hen med klubben, og ikke mindst hvordan vejen dertil ser ud. Det fremadrettede arbejde ligger nu hos os i bestyrelsen og Ungdomsudvalget, hvor vi snarest vil iværksætte nogle af de mange gode forslag der kom frem på dagen.

En særlig tak skal lyde til Mads for overordnet planlægning, Claus og Maria for hjælp til maden, Emil og Karsten for facilitering af aktiviteterne i hallen og igen: Alle der mødte op og støttede klubben - det betyder mere end I tror! 

Knæk cancer arrangement
Om aftenen fredag d. 27. oktober spillede vores 1. Divisionsdamer på hjemmebane en kamp om mere end bare 2 point. Hele aftenen var bygget om knæk cancer, hvor alle indtægter gik til Kræftens Bekæmpelse. Efter god pauseunderholdning, fantastisk stemning fra de 315 fremmødte tilskuere og en yderst spændende kamp der med 23-23 gav damerne sæsonens første point, blev der samlet en masse penge ind. Hele 11.038 kr. blev der samlet ind til Kræftens Bekæmpelse! Tusind tak til alle de fremmødte for støtten til både pigerne og den gode sag.

Ungdomsarrangement
Endnu et flot arrangement var stablet på benene få dage efter – denne gang for nogle af klubbens ungdomshold. En dag med høj musik og inspirerende speak af damespillerne BT, Katti og Beks satte rammen for fire flotte ungdomskampe: To U12 Pige kampe, en U14 Pige kamp og til sidst vores U16 Drenge. Alle fire kampe blev vundet af vores egne dygtige spillere og trænere, hvor særligt vores U16 Drenge gav den én over nakken i noget af et comeback. Bagud 10-15 ved pausen blev vendt til en sejr på 24-22 i de sidste minutter, og afslutningen på en god dag kunne ikke være bedre. Playmaker Oliver Kristensen siger selv om kampen: 

”Jeg synes ikke, at der var nogle enkelte spillere, der skilte sig specielt ud og spillede rigtig godt. Det var en rigtig god holdindsats, hvor alle blev ved med at kæmpe, selv om det godt nok så svært ud efter 1. halvleg, hvor vi jo var bagud 10-15. Vi fik rettet op på det hele og vandt så 2. halvleg med 7 mål, så kampen endte 24-22 til os. Der var en rigtig god stemning i hallen, og det var fedt, at der var speaker og musik. Og så er det jo altid fedt at vinde over FIF.”

Sjov lørdag
Om lørdagen i denne famøse weekend med knæk cancer arrangement og ungdomsarrangementet, var vi repræsenteret i Rødovre Hallen. Med god hjælp fra nogle af vores dygtige Teen Trænere Simone, Nicolas og Kasper fik vi skabt gode oplevelser for de mange besøgende. Her prøvede mange børn kræfter med håndbolden i form af både kamp og straffekast-konkurrencer. Vi håber dagen har været med til at øge vores medlemstilgang yderligere. Vi har i hvert fald oplevet meget stor fremgang på vores U4, U6, U8, U10 og U12 årgange de seneste måneder, der må være et tegn på, at vi har fat i noget af det rigtige. Vi håber dog stadig på endnu flere medlemmer, da det jo et dét det handler om: At skabe gode oplevelser for så mange børn og unge som muligt gennem håndbolden.

Trænerpåsætning
Selvom sæsonen er i fuld gang, gør vi hvad vi kan, for at stable et lige så stærkt trænerteam på benene til sæsonen 18/19. Går du derfor rundt med en lille trænerdrøm eller gerne vil hjælpe til som holdleder, søger vi trænere til alle vores årgange. Send blot en mail til peter.jagd@rodovrehk.dk, så vi kan skabe det bedst mulige set-up for alle vores spillere, og få jer integreret i en yderst kompetent trænerstab. 

Trænerkursus
Lørdag d. 11. november fra 10:00 – 17:00 afholder vi et internt trænerkursus i ”Talentudvikling”. Målgruppen er trænere for alle årgange fra de yngste til senior, men alle interesserede er velkomne. Det gælder altså også spillere og forældre. Tilmeld jer på Holdsport eller ved at sende en mail til vores Udviklingskonsulent på peter.jagd@rodovrehk.dk. Der vil både være evidensbaseret teori, træning i hallen med medier og en proces hvor I dygtiggør jer selv inden for talentudvikling. Tilmeldingen er senest på mandag d. 6. oktober.

Forældre- og trænerfest
Fredag d. 24. november afholder vi stor fest for både forældre- og trænere (over 18) i klubben. Det er derfor ved at være nu, du skal tilmelde dig, hvis du vil være med til den gode aften, der i år afholdes som en julefrokost. For kun 200 kr. får du god julemad, 4 genstande, yderligere drikkevarer til gode priser, og ikke mindst rigtig godt selskab hele aftenen til du vælger at tage hjem. Tilmelding på Holdsport senest d. 13. november, men få da bare tilmeldt dig med det samme.

RH – Vi er klubben

W1siziisijiwmtyvmtavmdqvnmxwytrlngpnof9sb2rvdnjls29yzxnrb2xlx1nrexnjcmfwzxiuanbnil1d?sha=078ad5561d5c78ec